Seite:Hansen Nahrung 1896.djvu/33

Faan Wikipedia
Zur Navigation springen Zur Suche springen
Detdiar sidj as efterluket wurden.


— 11 —

    Pid'er haldt höör di Hun' fuar Müd', en
seid': Aa, stop, stop, stop, Mood'er! stel man
fan di Kat! Ik sen al fan di Uetlegging en fan
dit Ejsütwarpen sa röörd uud'en, dat, kum er jit
muar Gliknissen tö, da senk bang, dat alles bigendt
fuar mi trin'om tö laapen. Hi steld höm ön, üs
dat er ön diip Taagten staandt. Wat haa ik
dag forkiird wessen! Hur sen ik sa uud'en? En
wat heed' juu Faad'er en wis Manwessen! Sagt.
Ik meend aldtet, dat höm di Starkheid üt Hals
hạremdt, wan er Desjaaring fan Malleenens kạm,
en da heed' dit di Wisheid wessen. Gurdtem.
Hur mun' di nii Tau-Skẹps-Pöös es?
    G. Wat wedt dejr me?
    P. Dejr wel ik al min Jil' ön dö, en da junk
en Ellen fuar di Uetlaagen reed let. Wü wel en
man sẹt üp Baanksjen', da est neist bi Hun', wan
er wat wiis skel.
    G. dejr nog weet, dat alles Skemp es. Aa
lukki dag! Mun' er da Mejreneed'er uk niin Weedter
muar üp Wẹstersid es? Naan, Faad'er, di Bikii-
ring es oldti gurdt, sa gudskeks heest ek nööd'ig
tö wiisen, sa heest ek; wan din Groldtin en Kạrig-
heid man en lid'tet ofnem maat.
    P. Jaa, Mood'er, jaa sa est bẹst. Ellen jü
weet fuul beedter, hurdt eed'er di Moodi, en Dü,
hurdt me en rogt Giweeten önwẹnd uud' kjen.
Sjogst Dü, wan Corneelis nö aur tü Hamborg