Diar wiar jens en Skep, dit silt fan Sölð naa Enge-
lönd. Önder wei fing hat en Storm, dat de Skeplid
ungstig waað en taaght, ja skulð to Grünð gung. En
Naghtem waað dit Rödder jam ünklaar. Ja lukket
aur Buurd, en waadt waar, dat en gurt Man sin Haud
apstat üd dit Weeter teght bi dit Röððer. Ja fraa-
get höm, wat hi wilð. - „Ik wel de Skepper spreek"
– swaaret hi. De Skeplid rööp de Koptein. De Kop-
tein kam, en lukket uk aur Buurd, en fraaget de Man:
– „Hokken best dü ? – Wat wedt dü?" – „Ik
sen de Miarman; min Wüf skel ön Saanðbääd, en for-
langt, dat din Wüf kumt, om höör tö helpen bi de Ge-
buurt". – „Min Wüf slääpt; jü kjen ek kum" –
swaaret de Skepper. – „Jü mut kum !" – rööp de
Miarman – „üððers maaket min Uald jit muar Spek-
taakel, jit arger Storm en Seegang, en I gung altemaal
tö Grünð" – „Ik wel daalken kum!" – rööp de
Koptein sin Wüf, diar alles jert hed. – „Em mut
nemmen ön Nuad let, diar em help kjen" . – Jü sproong
aur Buurd tö de Miarman, en ging me höm dial tö
Heefsgrünð. — De Storm wiar nü fuarbi, de See waað
